Markbynke, nikkende kobjælde, glat rottehale og knoldet mjødurt.
Det er nogle af de sjældne planter som er mulige at se, når besøgende møder Vindekilde på Røsnæs.
TuristNYT er nemlig kommet derud på søndagsturen efter et forslag fra Marketingkoordinator, Hanne Dyremose, fra VisitKalundborg.
- Det er naturen der fascinerer mig her. De vindformede krat på skrænter og i slugter er måske de flotteste af deres art i Danmark. En afmærket sti følger toppen af skrænten og går ned i Vindekildeslugten nær kildens udløb i havet, fortæller Hanne Dyremose.
Området er gammelt overdrevsareal og blev fredet i 1924. Og når man følger tippet og går ned i Vindekildeslugten nær kildens udløb i havet så kan man se resterne af en tidligere bæverfarm. Der er for eksempel to rækker betonrør gravet ind i skrænten.
Vindekilde er normalt frostfrit året rundt og blev brugt til vandindvinding indtil 1980 og i krattene af slåen, tjørn, hyld, havtorn, vild rose og æble har græssende kvæg trådt et netværk af gange.
På de tørre solbeskinnede skrænter findes en spændende flora med arter, der ellers er karakteristiske for Europas stepper længere mod syd og øst. Markbynke, nikkende kobjælde, glat rottehale og knoldet mjødurt befinder sig her på den nordlige grænse af deres udbredelsesområde og er sjældne i Danmark.
Også insektlivet er rigt og særpræget. Mest iøjnefaldende er de mange dagsommerfuglearter.
Men Hanne Dyremose har også en anden grund til at komme med tippet:
- Børnene løber og leger gemmer og får motion på en sjov måde. Og endelig: Så er du helt væk fra støj, larm og stress.
Når du kommer til området parkerer du på den store parkeringsplads, der ligger til venstre for vejen - lige før skoven på det yderste af Røsnæs spidsen.
Link til VisitKalundborg
Link til andre Mit Hemmelige sted