I efterårsferien 2010, fra den 16. - 24. oktober 2010, er der alle muligheder for at finde vandreskoene frem og komme med ud på en række vandreture i Nordjylland.
Der arrangeres nemlig en Vandrefestival, hvor 101 varierende vandreoplevelser venter på de glade vandrere ved destinationerne Aalborg, Brønderslev, Jammerbugten, Mariagerfjord, Mors, Rebild, Thy, Toppen af Danmark og Vesthimmerland.
Blandt de mange vandreoplevelser kan nævnes:
Pilgrimstur fra Aalborg til Frederikshavn over fem dage af historiske veje og stier med guide Runa Christensen. Turen går af en rute, som kan være den pilgrime og andre rejsende tog i middelalderen, når de søgte nordpå gennem den Jyske halvø mod en havn, hvor de kunne få skibsforbindelse til Norge eller Sverige på vejen mod Hellig Olavs grav i Nidaros Domen eller til den hellige Birgitta i Vadstena.
Tidspunkt: 18.-22. oktober. Start mandag d. 18. oktober kl. 10.00 - slut fredag d. 22. kl. 17.
Målgruppe: Alle der har lyst til at vandre i en lille flok af gamle historiske veje med lokalkendt guide.
Forudsætning: Man skal kunne gå 20 km pr. dag med dagtursoppakning på jævn vej og sti - Turen er med øvrig bagagetransport, lækker aftensmad og god overnatning.
”Himmerland på Tværs”, Vandring over seks dage, der følger i fodsporene på kendte forfattere fra egnen, f.eks. Johannes V. Jensen og Thit Jensen. Turen går fra Als på østkysten gennem Rold Skov til Farsø i Vesthimmerland.
Nationalparkvandring i Thy. Turen har fokus på naturen og dyrelivet i nationalparken. Turen varer fem dage og går fra Agger Tange til Hanstholm, men der er også mulighed for dagsture.
Mors rundt. Øtur hvor man kommer øen rundt og oplever alle de små hemmelige veje og kulturskatte. Turen varer seks dage.