Hold ferie i Fjordnorge og besøg samtidig hovedstaden Oslo, hvorfra du returnerer til København. Eller lav for eksempel din egen rundrejse, hvor du sejler fra København til Oslo og kører videre til Bergen, Haugesund eller Egersund for sluttelig at vende tilbage til Danmark via Hanstholm.
Det er blot to af mulighederne, efter at Fjord Line og DFDS Seaways har indledt et samarbejde, som man kan høre mere om på Ferie for Alle 2005 i Messecenter Herning.
Samarbejdet indebærer, at Fjord Line og DFDS giver turisterne mulighed for at kombinere de to rederiers ruter til og fra Norge og samtidig opnå en rabat på begge overfarter. Fjord Line sejler mellem Hanstholm og de tre vestnorske byer Egersund, Haugesund og Bergen, mens DFDS sejler mellem København og Oslo.
Den enkelte rejsende afgør selv, hvilke havne han/hun ønsker at rejse til og fra.
Vælger man f.eks. kombinationspakke Egersund, kan to voksne og to børn samt en personbil sejle ud via København-Oslo og hjem via Egersund-Hanstholm - eller omvendt - på specielle grønne afgange i perioden 13. juni-14. august. Priser fra 2190 kr. tur/retur - uden kahyt.
En tilsvarende kombinationspakke til Haugesund fås for 3500 kr. og opefter. En tredje mulighed er kombinationspakke Bergen, hvor prisen for to voksne og to børn er 3800 kr. Her omfatter tilbudet også en 4-sengs indvendig kahyt.