Københavns Amt overvejer letbane
Jan 28,2004 09:47 by admin
Syv ud af ti borgere i Københavns Amt ønsker, at der kommer en letbane langs Ring 3 fra Lyngby til Glostrup og videre til enten Brøndby eller Ishøj. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Megafon har foretaget for Københavns Amt. - Jeg er glad for, at der er så mange, som synes at en letbane er en god idé. Men det overrasker mig nu ikke. Mange borgere er trætte af, ikke at kunne komme hurtigt på tværs af amtet. Tager man bilen, sidder man ofte fast på ringvejen. Skal man i stedet med offentlig transport, er man nødt til at tage ind omkring Københavns Hovedbanegård eller sidde i en bus i samme kø som bilerne, fortæller amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen.
Amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen, Københavns Amt
Amtet regner med at en letbaner kan formindske rejsetiden med en tredjedel og så vil den give den kollektive trafik et løft. Desuden er en letbane mere trafiksikker og mere miljøvenlig. - Vores undersøgelse viser ikke alene, at der er et stort ønske om en letbane, men dokumenterer også, at rigtig mange vil bruge den, oplyser Vibeke Storm Rasmussen. Tilslutningen er størst i de kommuner, letbanen går gennem. Her vil helt op til otte ud af ti af de adspurgte benytte letbanen, hvis den var dér. Interessen for letbanen får nu Københavns Amt til at arbejde videre med ideerne.
- Letbanen burde have været med i det trafikforlig, som regeringen indgik i forbindelse med finansloven for 2004. Heldigvis er der afsat penge til at undersøge muligheden for et samarbejde mellem private og det offentlige om at få letbanen realiseret. Vi har også selv taget initiativ til andre veje at finde penge til projektet på – og det må meget gerne ske i samspil med det private og det offentlige, slutter Vibeke Storm Rasmussen. Yderligere information: Københavns Amt: Information om letbane